Når man ser Hoven i dag, skulle man ikke tro at der omkring 1850 kun var to gårde af betydning, Møllegården og Kirkegaard. Og så selvfølgelig en krogaard. Man skal forestille sig et åbent landskab med heder, vandløb og næsten ingen træer, hvor det var nemt at se højde-forskellene i landskabet. Tirsbjerg i Paabøl og Svollibjerg mellem Stakroge og Sønder Omme og andre højere punkter ville kunne ses – for slet ikke at tale om udsigten fra de to steder.
I 1906 var næsten 20 % af sognets areal forvandlet til plantage, og derudover var en mængde læ- og hegnsplantninger vokset frem. Der må især nævnes to foregangsmænd for plantningen, nemlig højskoleforstander K. Kristensen, og og gårdejer og købmand Mouritz Jensen. Sidstnævnte er ikke så kendt i dag, men her kommer en beretning om ham. Her er hans egne erindringer.
Det nedenfor skrevne er en afskrift efter Mouritz Jensens håndskrevne, kortfattede erindringer. De er skrevet i et lille hefte uden bind – nogle ark af en ubrugt købmandsbog med kolonneinddeling for dato, tekst vedr. kundens konto og beløb, gennemtrukket med trækpapirblade. Optegnelserne omfattede 27 sider. Skriften er ganske ensartet, når sidste side, her sidste afsnit undtages. Det synes at være skrevet på et senere tidspunkt, da skriften er spinklere og med mindre bogstaver.
Første side på hæftets første blad bærer foroven påskriften:
Regnskab for orgelen i Hoven Kirke.
Nederst på siden står:
Kirke og Kirkegaard – da jeg overtog gaard og handel.
Det kan bemærkes at det gamle orgel i Hoven kirke bar årstallet 1902,
Hæftet er altså ikke, som først tænkt, brugt til orgelregnskab, men optegnelserne må være foretaget i eller efter 1902, og – efter skriftens ensartethed at dømme – i løbet af kort tid.
Afskriften er foretaget af underskrevne, som ejeren af håndskriftet, fhv. gaardejer P. Pagh, Hoven, i 1971 gav mig lejlighed til at læse.
(sign. Andreas Bøgebjerg Andreasen)
1840 Jeg er søn af gårdfolkene i Houen Kirkegaard Jens Mouritzen og Ane Mette Kirstine Thomasdatter – født d. 27 april 1840, som dette år var konfirmationssøndag – og bleven døbt med navnet Mouritz Jensen efter min farfader, som allerede var død. Min mindre barndom kjender jeg ikke meget til, men 2 år efter d. 25 februar
1842 blev min broder Thomas født – senere hen kom
1846 der en søster, som kun levede i et år. Saa i
1847 kom der atter en søster Kirstine Sofie omkring 1847 havde jeg begyndt at (gaa) i skole til den nye degn Peder Birk, i den ny skole, som af 8te gaardmænd, hvoraf min fader var en, var byget nærmest som en protest imod de af den danske cancellie approberet skoleplan, som var, at der blev byget en skole med degnebolig norden for aaen på gaardejer Niels Berthelsens mark, og en skole i Paabøl hede vest for Paabøl bæk.
1848 Skolen herved kirken fik imidlertid efter lange stridigheder i sognet ret til at blive pladsen til hovedskolen hvor den fremdeles er. 1848 blev imidlertid et bevæget år, ikke alene skolesagen, men der gik en frisk luftning gjennem folket, og oprørskrigen kom, vor præst pastor Birkedal blev forflyttet til Ryslinge i Fyen; om ham denne sikkert gode præstemand har jeg ikke uden personlige minder, kun dette, at min fader og moder toge hen til bibellæsning hvor præsten var.
1849 var et strengt aar Min fader var handelsmand, især smørhandler, og ved at afsætningen med saadan dengang daarligt smør, var i høj grad uregelmæssig tabte min fader forholdsvis, efter sin evne mange penge, Jylland blev belagt med vore
1849 Fjender, og omkring 1ste juli kom de her, og foreløbig indkvartering –
Jeg var dette aar eller maaske aaret forud avanseret til Faarehyrde over ca 100 faar, hvilke bestilling jeg beholdt i 6 aar, det vil sige jeg blev daglig Søndag og Søgnedag hver morgen saadan kl. 5½ purret ud, fik nogle stykker mad i en kurv, sendt ud på heden den hele dag, uden middagsmad og kom saa hjem om aftenen ved solnedgang, i høj grad døsig og doven, blev solbrændt i høieste grad, saa man næsten var sort, som øvede en efter min mening en ødelæggende virkning på en drengs aandelige evner, som jo i forvejen ikke var alt for store, ved saadan lejlighed blev jeg ogsaa pr. stafet i form af en dreng, underrettet om, at jeg kunde søge til Kjærhuset med min flok faar, og der tage et foreløbigt ophold, da tyskerne havde taget alt lejligheden i mit hjem i besiddelse, der var bleven fjendtlig indkvartering. Som bemærket var mine oplevelser som Faarehyrde om sommeren meget faa og tarvelige, det som særlig interesserede mig var at lave vandmøller ved en bæk og bygge huse af hedetørv, naar jeg kunde faa fornødent haandværktøj og materialer – men det kneb meget haart. Om vinteren gik jeg i skole hver anden dag.
1850 Aaret 1850 husker jeg ikke noget særlig, andet end at vore krigere havde hjempermission på grund af vaabenstilstanden, og 1851 kom jo freden.
1852 kom jeg ud at tjene hos Gaardmand Lindbjerg Nielsen, Hulmose, hvor jeg fik en meget god plads som faare-og kvæghyrde, og min venligste erindring er knyttet til disse ualmindelige kjærlige og gode mennesker. – Min fader var med sine tab blevet træt af handelen og gik saa i kompagni med en ungkarl fra Grindsted.
1853 Forlod bemeldte handelsmand os og blev kromand i Billund Kro. – Og hertil kom saa en ugift mand ven navn Christen Nørgaard, som selvstændig overtog handelen, og min fader fik da forpagtningsafgiften kr. 120,00, der blev da byget et nyt hus til dette brug.
1854 blev jeg konfirmeret d 23 april af Pastor Bøttiger som foregående vinter havde beredt mig med andre konfirmanter, Bøttiger var en kjærlig og god mand, men hans kristelige opfattelse var vanskelig at fatte, for mig især. – Jeg skulle jo så i denne sommer være min faders karl, jeg var stærk voxet, men kun få kræfter, og jeg var ikke arbejdet voxen, og havde som sådan kun lidt lyst til det, – og jeg var ikke mere end middelmådig af min alder, daarlig haandgjerningstøj som trægrebe, træskovle, som ikke var let at arbejde med.
1855 Indtog samme plads. Vi kjørte dengang med stude som vi blev ved med til 1866 og det gik jo langsomt, uden liv. Jeg pløjede, harvede, gravede hedetørv, tærskede, kort alt gik det ligesaa.
1856 Min farfar var i de senere aar og meget længere tilbage, bleven noget forfalden til spiritus, han var især, naar dette havde faaet indpas, ikke så lidt umedgjørlig, og streng ved mig. – Jeg skal villigt indrømme, at jeg kunde have dygtigere end jeg var, og jeg var på 16 aars alderen endnu ikke helt stærk. Min moder var altid god imod mig – i 1856 blev min broder Thomas konfirmeret, og i 1850 var min søster Sophie og i 1855 var min broder August fød.
1857 var min fader svagelig og havde i slutning af aaret tuberkuloseanfald. Den store pengekrise kom, og mangel for penge blev følelig, ogsaa for min fader, men det kom han over, den 1.novbr. flyttede jeg til Peder Grene som karl, hvor jeg var et år, og der var noget at lære. Peder Grene og hans kone var særdeles dygtige folk, og jeg havde det ret godt, jeg var dengang bleven stærkere, og vilde nok arbejde, som jeg og fik lov til, men
1858 d. 6 juni døde min far af tuberkulose, og min moder sad saa tilbage med 5 børn, en lille hedegaard der til dels var forsømt med en gjæld af 3500 kr., og jeg den ældste af børnene der var ude at tjene, besætningen var 10 kreaturer uden heste ca. 30 hedefaar og 1 so, den 1. novbr. 1858 kom jeg tilbage til mit fødehjem, jeg havde tjent 24 specier (96 kr.), disse havde jeg med hjem, og der var brug for pengene, – der blev lejet en karl to dage i ugen og en pige, – der var smaa kaar, min moder vilde frem for alt indskrænke bekostningen, og jeg havde jo nogen lyst til at prøve lidt. Men penge havde man ikke.
1859 Min fader havde i 1857 slaaet sig sammen med en mand i N. Grene og lavet en stemværk, saa engen kunde blive vandet, men kun hovedkanalen var kastet – naboen i Kjærhuset klagede over opstemning af vandet, og jeg indsaa at stemværket ikke var på det rette sted. – Jeg begyndte så med at få jorden udskiftet, som hidtil var i fællesskab med annexgaarden, fik stemmeværket flyttet, og fik hovedkanalen og en del engvandingsarbejde gjort, hvad jeg og karlen kunne udrette men ikke mere. Vi arbejdede om vinteren baade i frost og tø, naar vi kunde være ude, og pigen røgtede kreaturerne.
1860 og alt gik jo saadan nogenlunde – Kort før min faders død var 2 unge karle fra Grindsted Jens Jacobsen og Anders P. Iversen kommet til os og faaet handelen, og Chr.- Nørgaard var flyttet til Sønder Omme, og død der, min broder var imidlertid hos enken, og bestyrede handelen der, men saa flyttede nævnte A. P. Iversen til S.Omme og giftede sig med enken og min broder Thomas fik part i forretningen her sammen med Jens Jacobsen, hvilket arrangement særlig skyldes A.P. Iversen md hensyn til at min broder som dengang kun var 16 aar kom i saa ansvarsfuld stilling, men som han dengang, og altid siden har klaret ganske godt..P.
1861 Jeg blev jo ved at drive gaarden, og kjøre med stude. Høiskole kjendte jeg intet til og tilskud kunde ikke faaes, og raad havde man ikke, vore kaar var jevnstrenge, vi havde sparsomt, men kom godt ud af det med hinanden, og mine forsøg i flere retninger kostede ingen synderlig penge. – Stor besætning især i det udvendige var bleven betydelig bedre, maaske og gjælden var stegen 1 a 200 kr., men stillingen var bedre, vi avlede især mere hø – jeg begyndte ogsa at få noget pløjet i heden og Mergel kastet.
1862 mødte jeg til session og blev indskreven til sygepasser (trainkusk dengang), førøvrig gik alting sin jevne gang og lidt bedre, men saa kom
1863 og jeg meldte mig i april til tjeneste, men fik en stillingsmand leiet for 80 rigsdaler i alt, denne var dengang tjener ved den gamle Gen. Moltke og jeg fik der mine papirer (leiekonrtakt) i orden, min fætter K. Jensen fra Aadum, som var i Kjøbenhavn for at studere var mig særdeles behjælpelig, og min gamle morbroder Jens Mæller laante mig penge til at leje for. Men i slutningen af 1863 kom indkaldelser og
1864 så den ulykkelige krig i 1864 – og atter indkvartering her som andre steder i landet.
1865 blev jeg forlovet med Kathrine Marie Jensen fra S. Felding, og den 1. Januar var jeg indtraadt som kompagnon med min broder Thomas, idet hans hidtidige kompagnon Jens Jacobsen var flyttet til Aadum, dette skifte skete på min opfordring, og vistnok næppe til min broders fordel, men af hensyn til mig, et ret smukt træk af ham, især naar man betænker at jeg ikke havde den store øvelse, ikke som J.J. kapital 7000 kr, og i ham en solid mand.
1866 blev jeg gift d. 27 mai, og jeg fik efterhånden en ret god støtte i form af kapital som medgift, men især hendes mere end trofaste arbejde i hjemmet, hendes hyge, hendes omsigtsvækkende evner med en klar forstand – og frem for alt hendes trofaste kjærlighed som til mig og hendes børn var uforandret fast og godt i de 28 aar hun levede . Hendes minde i kjærligste erindring.
1867 fik vi en datter som i daaben fik navnet Mette Kirstine efter min moder – Handelen gik forøvrig nogenlunde, men mine mange udgifter . . . . . . . og til forskjellige ting som Bryllup, bygerie ved stuehuset, hvor der blev tilbyget . . . . . . .aftægtslejlighed og . . . . . . . ,ligesom butikken blev flyttet hen i stuehuset løb op til mange penge, og aaret sluttede med underbalangse, saa jeg var fattigere paa penge, men min ind og ud . . . . var bedre, dertil kom, at jeg ved overtagelse af gaarden kom til at skylde i alt til mine sødskende og andre 7000 kr. og aftægt til min moder, men denne aftægt har aldrig skadet mig, forholdet var altid godt mellem hende og min kone, og moder hjalp os meget ved børnene og alt arbeide, hun var i sandhed en god kone, min moder.
1868 Min broder fortsattes så handelen sammen med mig og alt gik godt nok, men da den årlige status som altid blev optaget, betingede, at min broder aarlig lagde sit overskud og renter tilside som . . . tillæg af forhen indvunden kapital snart blev mange penge. Men jeg havde næsten årlig underskud. Jeg havde jo familie, og min gaard forbedrede jeg, og det tog penge.
1869 brændte natten før vor næstældste datter skulle i kirke 1 tørvehus, med alle mine tildels nye vogne, (4 vogne) deraf 1 fladvogn med. . . . . . . . . . og det var en guds lykke gaarden blev bevaret, tillige brændte 2 huse som var bestemt til kartoffelmølle og 1. . . . . . – vi kunne ikke forstå hvorfra ilden kom.
1870 kom et projekt i gang om en større vandingskanal fra Ørbæk hertil og Nørre Grene, med 2/3 af vandmængden taget fra Sønder Omme aa ved Baggesgaard, men dette blev ved en landvæsenskommision nægtet af lodsejerne på nordre side af aaen, og projektet saa umulig. Jeg var dengang en yngre mand, og var tilbudt 2 kubikfod vand i sekundet efter Hedeselskabets maaling, og var bleven glad ved at faa dette vand til de tørre agre. Men nu var denne udmærkede plan ødelagt til stor tab og til ærgrelse for vi lodsejere, men også for Kaptain Dalgas, og K. Kristensen, som var degn her.
Chr. Johnsen og jeg optog så projektet på det grundlag at kun den halve strøm blev optaget som før nævnt ved Baggesgaard, og at vi saa alle sammen maatte nøjes med vandet, som kunne blive, og saa blev planen ført igennem, jeg blev formand og kasserer, og Chr Johnsen tilsynsførende ved arbejdet, og alt blev udført således, at det stadig er en glæde at faa den frugtbarhed som nævnte kanal forårsager for græs og for korn i saa store og gode mængder, at disse førhen tørre ejendomme i Ørbæk og Nørre Grene og til min gaard, nu om sommeren hverken fattes græs eller hø eller korn. – – Alt gik godt, og jeg drev min gaard godt, havde stort handel, og vi var raske alle sammen – Gud ske tak for al hans godhed – dog måtte jeg ved dette aar slutte med en underbalangse af 1200 Rigsdaler på grund af tab på smør i vor forretning, jeg var ikke glad derved – men tog trøstig fat paa ny – og lykken kom igen.
1871 gik det bedre og jeg fik stadig min gaard drevet og med mergel og engvanding og havde nu 3 heste og 24 kreaturer. Jeg plantede ved min gaard og fik efterhaanden en smuk have og læplantning og vi vare glade derved.
1872 døde vor lille Karen ved slutning af aaret, min broder blev gift og kom til Lindbjerg Mølle – og min ældste søster var bleven gift i 1870. Folkeholdet blev jo noget anderledes derved. Imidlertid opløstes vor kompagniskab ikke før 1874, da hver fik sit.
1873 bygede jeg en temmelig stor ladebygning, min søster Sophie blev gift og kom til Juellingsholm, hvor hendes mand blev kjøbmand, men ulykkeligvis gik det helt galt, saa at han maatte akkordere, og senere gaa helt fallit., jeg tabte der ca. 5000 kr. i 1877 – 78, det var et haardt stød – jeg tog dog atter alvorlig fat paany arbejde personlig mindst for to i min boutik og kontor, stod op kl. 2-3 om natten baade vinter og sommer, arbejde på min kontor til dag, og gik saa i min boutik til kl. 9 aften, og tilsaa i mellemtiden min gaardsbedrift, saaledes gik det i 5 – 6 aar.
1874 Jeg havde indtil da et godt helbred, men saa fik jeg mavekatarh, en dengang ikke saa kjendt sygdom som nu, min kjære hustru begyndte at være mindre rask men var utrættelig i sit arbejde.
1875 Vi havde i december 1873 atter faaet os en lille sød pige som vi ogsaa kaldte Karen, men i julen 1875 forlod hun os, et lille velsignet barn, saa god og saa sød som børn kan være, en ondartet lungebetændelse gjorde i 4 dage ende paa det. I kjærlig minde lever hun.
1876 Fik jeg i slutning af aaret en søn (d. 6. november) som vi kaldte Jens efter min fader. Min kone var ikke altid saa rask, men laa næsten aldrig til sengs. Jeg var nu ene om handelen (ikke kompagniskab) og jeg var på færde saa godt jeg kunne, jeg havde ikke få folk dels til engarbejde og andet, men ikke mere end 1 handelsbetjendt, og 1 lærling, vi havde en meget stor omsætning, den gamle Hans Knudsen som kjørte min fragt brugte næsten altid 3 heste og kom daglig hertil fra Ølgod, men så kom ulykken med 1877.
1877 Min svogers fallit og flere fallitter ramte mig og gav mig et tab på cirka ialt 7000 kr. Jeg maatte jo tage det som det var, man var inderlig kjed af det, ikke alle mine personlige tab, men skammenm for min familie, og de vare nu uden erhverv, det var streng. Imidlertid vedblev min forretning ar florere, og jeg tjente penge – og mine venner hjalp mig, særlig vil jeg nævne daværende sognefoged Jens C. Madsen Nedergaard, som laante mig 5000 kr. kontant og tilbød mig desforuden at optage laan for min skyld i sin gaard, noget jeg ikke tog imod men takkede ham ret inderlig for hans ærlige villie, han var min kones morbroder, en god og kjærlig mand, hans minde leve, med inderlig tak. Ogsaa min egen morbroder var mig god, laante mig 12000 Rd uden bevis eller pant, og i denne kritiske stilling, som ovenfor er nævnt, faldt samtalen ogsaa paa vort store mellemværende og da jeg tilbød ham pant, var han saa ædelmodig, at han afslog det.
1878 Atter gik mine sager godt. Den store ulykke med min svoger skadede mig ikke personlig, jeg nød fremdeles stor tillid ude og hjemme.
Jeg erindrer nu, at jeg i 1870 blev valgt ind i sogneraadet tillige med Anders Jensen Barslund og Jens Madsen Paabøl, forhen var i sogneraadet Gaardejer Chr. Jensen Ørbek og Chr Enevoldsen Dyrvig, for min part var jeg ikke tilstrækkelig moden til at varetage dette hverv, det indser jeg nu, jeg var imidlertid de 6 aar i sogneraadet hvoraf jeg var formand i 3 aar. Samtidig var jeg taxationsformand til den almindelige brandforsikring for landbygninger og nogle flere tillidshverv saa jeg havde jo nok temlig meget – i de sidste 3 aar jeg var i sogneraadet kom 2 ny medlemmer.
Så vidt erindringerne. Vi ved ikke, om Mouritz her efterladt sig andet erindringsstof. Det er i hvert fald ikke kommet frem. I 1878 var Mouritz 38 år. Men der skulle ske meget mere, før han døde på Statshospitalet i Risskov i 1916.
Mouritz Jensens historie er udførlig beskrevet i bogen “HOVEN KIRKE – Historiske fortællinger” af Niels Aage Thomsen, Hoven udgivet 2014 på Hoven Lokalarkiv.