”Jul i gamle dage”
Gamle dage er for vore børnebørn den tid, hvor deres bedsteforældre var unge, eller der omkring. Jeg vil fortælle om julen, dengang jeg var barn. Jeg er født i 1941, så det jeg her fortæller er som det var i 1940-erne. Jeg er vokset op i Hoven Præstegaard. Det var ikke en gaard med landbrug, men en stor villa, bygget i 1907/08, med et udhus, hvor der var vaskehus, hønsehus, værksted, en tidligere hestestald, brændselshus og garage. Vi havde dog ingen bil i garagen før 1956.
På en passende tid før jul fik vi, i hvert fald i en periode, leveret slagtet grisekød fra en gaardejer. Man kan sige, at det markerede julens komme. Nu forestod et stort arbejde med at tilberede kødet, det blev skåret ud til koteletter, flæskesteg, og andet. Noget blev hakket og lavet til frikadeller eller medisterpølse, hovedet med mere blev kogt og alt kød pillet af, det blev brugt til at lave sylte af sammen med kød fra grisetæerne. Der blev også altid leveret en stor portion blod til blodpølse. Ved siden af komfuret stod en høkasse, 45 cm.høj, og ca. det samme i de øvrige mål. Den var beregnet til at holde maden varm i, eller langtidskogning af risengrød, foret med hø. Blev også en overgang brugt som tørvekasse. På denne kasse blev der stillet et stort fad. Det var min opgave at røre i fadet med blod, min mor kom rugmel og bygmel i, samt lidt terninger af spæk og lidt rosiner, og så skulle det røres i et stykke tid, og derefter fyldes i en stor tarm. Når det var kogt og kølet af kunne man spise det, efter at det var lunet på en pande. Mine søskende og jeg synes stadigvæk at det smager godt sammen med sukker, kanel og æblemos.
Jeg fik også lov til at trække hakkemaskinen, da jeg blev stor nok. Det var sjovt at se medisterpølsen blive til med pølsehornet på maskinen med en oprullet tarm, som efterhånden blev fyldt.
Køleskab og fryser var ikke kendt i 1940-erne, som der her er tale om. De store stykker kød blev saltet i et saltkar, som vi havde i kælderen . Herfra kunne man tage et stykke op ad gangen og udvande det før det skulle tilberedes. Bacon eller kæbesnitter blev smurt ind i træsyre* og hængt under bjælken i madkælderen. Det skulle gøre det ud for røgning. På den måde kunne det holde sig længe, og man kunne skære nogle skiver, når der var behov. De mindre kødstykker, nemlig de nævnte frikadeller, medister med mere , blev henkogt i glas. Det foregik ved at man fyldte kødet på glas med låg, som også havde en gummipakning. Glassene blev stillet i et vandbad i en dertil beregnet henkogningskedel, med trærist i bunden og termometer i låget. Det hele blev varmet igennem til 80 – 100 grader, hvorved alle mikroorganismer blev dræbt. Herefter blev der sat en metalfjeder på til at holde låget fast. Ved afkølingen opstod der vacuum i glasset, som nu var tæt, og maden kunne nu holde sig længe.
Der blev også altid gjort ekstra rent før jul, men det sjoveste, som vi børn var med til var nok julebagningen, som foregik over nogle dage. Min mor havde fødselsdag d. 1. december, det fejrede vi selv, og der var som regel også besøg af nogle af byens damer. Her skulle der også kager til, så julebagningen begyndte altid i god tid før den dag. Der skulle selvfølgelig være pebernødder, men også 2 slags brune kager, vanillekranse , finskbrød og andre slags. Foruden julekringle, sandkage, med mere. Det var sjovt at stikke de forskellige figurer ud af brunkagedejen. Lige fra jeg var lille har jeg altid godt kunnet lide dej, og krydret brunkagedej i særdeleshed. Jeg har fået fortalt, at jeg en dag under brunkagebagningen faldt ned fra min lille skammel, og blev liggende på gulvet uden at give lyd. Min mor blev bange, og troede, at jeg havde slået mig alvorligt, – men sagen var, at jeg bare havde munden så fuld af dej, at jeg ikke kunne sige noget.
Først omkring december 1950, efter at der var indlagt vekselstrøm, fik vi en brugt elektrisk ovn og kogeplader. Før den tid var det et gammeldags komfur med indbygget ovn, hvor der skulle fyres med tørv eller brænde.
Den første søndag i advent var også den dag da adventskransen blev taget i brug, den var som regel stor, hjemmelavet, og hang under loftet i røde bånd. Og der var ikke noget med at tænde mere end eet lys den første dag, to lys måtte vente til næste søndag o.s.v.
Det var også den dag vi børn så hen til med spænding af en anden grund: De to købmænd i byen havde haft udstillingsvinduerne dækket af papir, og det var altid spændende at se, hvad der var i vinduet når papiret blev taget væk. Et landskab, et nissetog, eller måske en nissehule, sammen med forskelligt legetøj, hvoraf der også var en lidt større udstilling i selve butikken. Et fast indslag i én af butikkerne var en dukke, der hele tiden stod og nikkede venligt. Så kunne man jo ønske sig noget af al herligheden. I første del af november kom julekataloget fra Daells Varehus, her blev der også slået nogle krydser på legetøjssiderne, selv om der slet ikke var så meget at vælge imellem som i nutidens legetøjsbutikker. Det hørte også med, at vi tog rutebilen til Skjern for at gøre nogle juleindkøb, og se hovedgaden smykket med lysguirlander.
Selvom ”vor Moer” altid havde ekstra travlt i december, var det også den måned, hvor Far havde mange gudstjenester at forberede- der var jo som regel 3 helligdage omkring jul samt en søndag mellem jul og nytår, og 2 kirker. Og prædikenen skulle være ny hver gang.
I løbet af måneden havde vi også haft besøg af Anton ”Veste”, som ellers var byens skorstensfejer og måleraflæser. Denne gang kom han for at indsamle et beløb til traktementet for de børn som skulle deltage i Borgerforeningens juletræsfest. Den foregik altid på hotellet 3. juledag, og nær alle byens børn, og deres forældre var med. I hvert fald til børnene nåede en vis alder. Mødrene havde haft travlt med at gøre børnene klar, og så mødte man op i sit stiveste puds i hotellets sal kl. 1500. Så var der dans om det store juletræ. Der var nok til flere kredse omkring træet. Det så smukt ud, når kredsene gik hver sin vej mens der blev sunget og de mange lys strålede i pynten, som mest bestod af store mængder af fehår. Hver gang en ny sang begyndte, skiftede kredsene til modsat retning.
Når det havde stået på en tid, kom der besøg af julemanden. Han medbragte en pose til hvert barn, med forskelligt slik og frugt. Når alle børn havde fået deres pose blev træet bugseret over i et hjørne, og så var der sanglege. I min tid var det altid førstelæreren Winther, der boksede i klaveret og instruerede, hvis det var nødvendigt. Det var de kendte sanglege: Tyv, ja Tyv, Bro Bro Brille, Enebærbusken, Ræven over isen og mange flere. Mens sanglegene foregik var der kakao med boller og ”rutebiler” i skænkestuen*, her kom man ind i hold, da der ikke var plads til så mange. Og dansen skulle jo også køre. – Ventilationen i salen var ikke god – eller ikke eksisterende. På et tidspunkt begyndte kondensvandet nærmest at drive ned ad væggene på grund af at der var mange mennesker samlet, og salen var i forvejen ikke varmet særlig godt op. Så kom værten og trak i en snor, som åbnede en lem i loftet, så noget kunne slippe ud. Det hjalp lidt.
Da jeg havde nået en alder af 8 – 9 år, syntes jeg ikke at det var sjovt længere, og fortalte mine forældre, at de ikke længere behøvede at betale for mig.
Spændingen steg for vi børn jo længere vi kom hen imod juleaften. Træet var hentet eller leveret, og lillejuleaftensdag var det blevet sat på fod og kommet ind i den midterste stue. Dørene var lukket og låst, for vi måtte ikke se træet før juleaften. Det blev pyntet og hvor meget af den nylig fremstillede pynt var der brugt, når der også skulle være plads til det gode gamle? Mine forældre havde til deres første jul sammen flettet hjerter som de 5 nordiske flag, og de havde deres faste plads på de øverste grene på træet, som altid var over 2 m. højt. Et år havde vi en pige, som kunne lave roser af papir – det var et hit det år og de næst følgende, indtil de gik til, eller der kom anden pynt i stedet.
Selve juleaften var vi selvfølgelig alle i kirke. Der var så mange i kirke, og det var så varmt, at fyret, som ellers havde svært ved at følge med, nærmest kunne slukkes. Der var naturligvis et juletræ med lys, og over korbuen hang en stjerne flettet i gran. Den var smykket med bånd, som hang ned og bevægede sig, det syntes jeg var smukt, og lidt underligt. Jeg vidste ikke, at det var varmen, der gjorde det.
Efter gudstjenesten hilste alle på hinanden uden for kirken, så det kunne godt tage et stykke tid før vi var klar til at gå hjem. Maden var forberedt, så det var forholdsvis nemt at gøre færdigt. Og kl. 18 sad vi ved bordet. Dengang fik vi altid risengrød med mandel, og derefter flæskesteg. Senere, da vi selv fik et par ænder til opfedning blev det til andesteg, måske suppleret med flæskesteg, og selv om vi ikke længere selv havde ænder, blev det efterhånden skik, at der skulle være and.
Når maden var spist, og der var vasket op, var far gået ind for at tænde juletræet. Nu blev vi så lukket ind. Nej, hvor det strålede. Og vi gik rundt om juletræet og sang julesalmerne, ikke bare dem fra kirken, som var så almindelige, men også de andre, som jo åbenbart ikke var så kendte af andre end os. Efterhånden kom vi frem til det spændende punkt, som hed gaverne. Der var ikke så meget som man bruger nu, men det var spændende, og vi var glade for det vi fik, også selv om noget af det kunne være ”bløde pakker”, som mor måske selv havde syet eller strikket. Der var dog legetøj , men slet ikke i den målestok, som man ser nu. Jeg husker et år, hvor jeg fik en lastbil, ca 10 centimeter lang. Den var af en slags metal, og der medfulgte 3 forskellige lad, som kunne skiftes ved en enkel bevægelse, så den kunne bruges på forskellige måder. Det blev også skik, at hvert barn fik en lille kurv med juleknas og kager, som, man selv kunne holde hus med. Så kunne man jo se om man også kunne redde sig lidt fra den voksne skål, og så i øvrigt vente på at kurven fik en ny påfyldning en af de følgende dage.
Første juledag var vi børn af en eller anden grund trætte og sov længe, mens far gjorde klar til den første gudstjeneste kl. 10.00, og mor havde travlt med at forberede julefrokosten, hvor der som regel var familiefremmede. De næste dage var der mere tid og ro for alle til at slappe af, det havde været en travl tid for både mor og far, og de små havde også havde nu også fået spændingen udløst. Far skulle selvfølgelig passe sine kirker, og pludselig var det nytår. Men det er en anden historie.
Juletræet fik i hvert fald lov til at stå til efter helligtrekongersdag, som er d. 6. januar. Det hørte med til juletiden at de ældre i sognet blev inviteret til en hyggeeftermiddag i præstegaarden med kaffebord, sang og oplæsning. Det foregik på et tidspunkt efter nytår, før træet blev sat ud
Se også “Nytår i Præstegaarden”
- Træsyre, eller egentlig træeddike,. Et biprodukt fra fremstilling af trækul til f. eks. filtre. Det må i dag ikke sælges til private, men bruges efter sigende i fødevareindustrien. På Færøerne er det helt almindeligt brugt til konservering af f. eks. laks, og kan købes på apoteket.
- Skænkestue på et afholdshotel ? – Skænkestuen var indrettet med højryggede sæder i båse ved vinduessiden ud mod vejen. Den øvrige del af rummet kunne indrettes efter behov. Til juletræet var der opstillet lange borde med bænke. Øllet der blev solgt var Carlsberg lys pilsner.