Da jeg i 1953 nærmede mig de 12 år, havde jeg efterhånden fået en selvstændighedstrang, der af og til gav anledning til konflikter derhjemme. Jeg fik skyld for at være trodsig, og havde også bryderier med mindre søskende. Derfor var det fornuftigt, at vi aftalte, at jeg skulle have plads på landet for sommeren. Far aftalte med én af sine hjemmeværnskammerater at jeg skulle tjene hos ham i de 5 sommermåneder, hvor jeg alligevel kun skulle i skole een eller to formiddage om ugen. – ( Den vestjyske skoleordning. ) Lønnen skulle være 200 kr. for hele sommeren, + kost og logi. Det var måske i underkanten af, hvad man kunne opnå, men jeg generer ingen ved at sige at det ikke var det landbrug i sognet der blev drevet mest effektivt. Så lønnen har nok været meget tilpas. Til gengæld var både manden og konen umådelig rare, og jeg blev sandt at sige ikke overanstrengt. Jeg har for eksempel oplevet, at blive sendt i marken når jeg var færdig med min middagspause/søvn ved 13-tiden, for at afvente mandens komme. Vi skulle sammen radrense i roerne, han skulle køre traktoren, og jeg skulle sidde bag på maskinen og styre den. Jeg ventede længe i et læhegn, og faldt vist i søvn. Jeg vågnede ved at den ældste af børnene kaldte på mig, han var blevet sendt op for at kalde mig hjem til eftermiddagskaffen. – Grunden til at vi blev forsinket kunne også være, at posten gerne kom med avisen mellem 1230 og 1300.
Jagten på den lille gård var lejet ud, dog sådan at manden også selv måtte gå på jagt. Der var masser af dyr, hjortevildt så vi tit på markerne, der grænsede op til skoven. Der var også mange harer, fasaner og agerhøns. Og vi hørte hver dag hunden gø efter de egern, der løb rundt i fyrretræerne omkring gården, der var rigtig mange egern. Dem blev der dog ikke drevet jagt på.
Vi fik af og til besøg af den mand, der havde lejet jagten. Han var altid klædt i jægertøj, og lod til at være et friluftsmenneske. Somme tider medbragte han en tam ugle, som han satte op i et højt træ , tøjret til en gren. Så snart en krage fik øje på den, tilkaldte den de andre krager, og så blev der et postyr. Kragerne kredsede om uglen, men gjorde den aldrig noget. Deres skrig tilkaldte flere krager, og imens lå jægeren på lur med sit gevær, og skød kragerne ned én for en. Og det var netop hensigten: at regulere kragebestanden.
Når der var blevet skudt nok, fik uglen fri, og sad så og så på at manden og jægeren tog sig et spil kort og en kop kaffe, gerne ”en lille sort”. Jægeren medbragte noget i en brun medicinflaske, som blev hældt i kaffen. Så kan man selv gætte sig til, hvad det har været.
En anden gang kørte manden og jeg med traktor og vogn ud til at egekrat i nærheden. Dengang vidste jeg ikke, at krattet var fredet. Men der blev udvalgt en god portion grene, som blev savet af og taget med hjem. Nu fik jeg til opgave at afbarke alle grenene. Da de havde ligget nogle dage og tørret, fik vi besøg af jægeren igen. Han gik i gang med at fremstille et sæt havemøbler, bord, bænk og flere stole. De kan ikke have været særlig komfortable at sidde i, i hvert fald ikke uden hynder, men det var ikke moderne med den slags komfort på den tid. Men det så meget smukt og idyllisk ud. Efter nogen tid blev møblerne mættet med linolie for at gøre dem holdbare for vejret.
Udover at hjælpe til med landbruget passede jeg også børnene, når begge forældre en sjælden gang var væk på samme tid. Jag var jo vant til at passe mine små søskende hjemmefra. Der var en dreng og en pige på henholdsvis syv og tre år.
Oppe på loftet lå mit hyggelige værelse, som var med skrå vægge og beklædt med stafbrædder. Siden har jeg altid godt kunnet lide at opholde mig på lofter med skrå bræddebeklædning, som der også er, hvor jeg bor nu.
Et par gange i løbet af sommeren blev vi inviteret over til kaffe i et nærliggende sommerhus. Det var det såkaldte “professorens hus”, bygget af en professor Blinkenberg, som var i familie med den første præst i Hoven Præstegård. Huset ligger højt på en skrænt med udsigt over ådalen, hvor Ommne å og Hoven å mødes, og til noget af det før nævnte egekrat. Vi så ikke noget til profesoren, men huset blev lånt ud til diverse familiemedlemmer, som så inviterede den nærmeste nabo, selv om vi ikke havde noget med det at gøre, så som opsyn ell. lign.
Da det blev oktober var det tid at flytte hjem igen. Nu skulle jeg i skole hver dag.
Jeg kan lige fortælle hvordan det gik familien: da gaarden, som i forvejen var for lille, ikke blev drevet tilstrækkelig effektivt, måtte der efterhånden sælges en ko for at klare terminen. Det var starten på en nedtur, som førte til at familien til sidst måtte flytte. Manden fik arbejde på en fabrik på Djursland, og jeg blev en kende overrasket, da jeg fik at vide, at han skulle arbejde som nattevagt. Jeg har besøgt dem på Djursland, og de havde det udmærket.
,
1954
Den følgende sommer fik jeg en anden plads. Denne gaard var større, der var en voksen karl foruden mig, og der var godt styr på alting. Gaarden var vist lidt forfalden da den blev overtaget af det unge par nogle år tidligere, men nu var der sat skik på det. Jeg husker egentlig ikke så meget fra den sommer, alt gik sin stille og rolige gang. Det eneste staldarbejde jeg havde, var at fodre og vande de to heste, og det var heller ikke hver dag jeg skulle det. Det gav nogle lange dage i marken. Det var utrolig kedeligt at hakke roer, først for at tynde dem, og senere alle de lange rækker igennem igen for at fjerne ukrudt. – Den sommer regnede det meget. Grøfterne kunne ikke tage vandet, og karlen og jeg blev sendt ud for at rense grøfterne, så vandet bedre kunne komme væk. Det var egentlig meget sjovt. det mindede om de drengelege vi havde på sandbankerne i åen og i engene derhjemme.- I oktober skulle der samles kartofler op. Det var egentligt noget beskidt arbejde, men det vandt ved, at det foregik sammen med nogle lokale “kartoffelkoner”. Det var vældig hyggeligt og humørfyldt at arbejde sammen med dem, men jeg skulle rubbe mig for at følge med. Jeg lå sammen med dem på en lang række tværs over marken, hvor vi samlede hver sin række og puttede kartoflerne i en fælles kurv for hver 2 samlere. Når kurven var fuld skulle den tømmes af i den medfølgende vogn. Da det blev november skulle jeg så hjem igen og gå i skole.
1955
Da det blev maj skulle jeg begynde at gå til præst, hos min egen far. Men jeg fik også en ny plads på Vadgaard, ca. 6 km. hjemmefra. Det var et lidt specielt sted. Der var 4 voksne børn, som var flyttet hjemmefra. Derudover en efternøler, en pige, der var godt og grundigt forkælet. Konen var psykisk syg. Det gav sig udslag i rengøringsvanvid, og i at hun kommenterede alt, især det, som hun ikke syntes om, med hånlig, bidende sarkasme Ikke rart at være i. Det var en lettelse, da hun blev indlagt i Viborg. Til alt held var manden godmodig og havde en god humor. Han tog konens udgydelser med en knusende ro og var altid flink over for mig.
Til at føre hus fik vi så en pige fra sognet på år. Hun havde gerne sin lillesøster med. Den lille var ikke begyndt i skolen endnu. Lillesøster? – jeg blev senere klar over, at det faktisk var hendes eget barn. Den unge pige var ud af en stor børneflok, så det kunne jo godt passere for uvidende, men folk på egnen har jo vidst, hvordan det hang sammen. – Den sommer var der masser af jordbær, og hun fik dem plukket, så vi levede næsten af jordbær på forskellige måder i den tid. Iøvrigt var hun meget dygtig i huset og lavede god mad, så vi havde det godt.
Den mellemste søn var inde som soldat. Det var en af grundene til, at jeg kunne få pladsen. Jeg formoder, at manden på et tidspunkt var blevet overtalt af sønnerne (og konen) til at købe en traktor, og havde måske givet hestene i bytte ved handelen. Men nu manglede han så en traktorfører for sommeren, da han ikke selv kunne eller ville køre den. Det passede mig udmærket. Traktoren var en Massey-Harris, en ældre model uden lift, så alle redskaber skulle bugseres.
Til gården hørte også en tørvemose. Den var næsten tømt, men vi fik da produceret et par læs til eget behov i løbet af sommeren. Det blev gravet op med en tørvespade og lagt til tørre på engen. I resten af den udnyttede mose var der et tyndt lag tørv tilbage. Det blev harvet op til smuld, tørret, skrabt sammen i revler og læsset på en vogn med høje sider. Derefter kørte jeg det til en formbrændselsfabrik i nærheden. Dem lå der flere af på egnen, da der tidligere var blevet gravet mange tørv. – På fabrikken blev tørvesmuldet læsset af og transporteret til en presser, der omdannede det til håndterbart brændsel.
BILLEDE FORMBRÆNDSEL – FABRIK – MASSEY HARRIS
Jeg havde hidtil været vant til at have plads om sommeren, for at flytte hjem i vinterhalvåret for at gå i skole. Nu havde jeg afsluttet 7. klasse og var gået ud af skolen, og var blevet konfirmeret. Jeg vidste det jo godt, men havde ikke tænkt nærmere over det, at næste plads var for et år. Man antog jo sjældent arbejdskraft i landbruget for en vinter, men nok for et helt år. Det forekom mig at være en lang tidshorisont. Jeg havde allerede i mit stille sind vedtaget, at det ikke var landmand, jeg skulle være. – En bonde i nærheden af Ådum søgte en konfirmeret dreng i Ugebladet, min far og jeg tog ud og så stedet, talte med familien, og blev enige om, at det skulle være. Vi fik mit nyerhvervede karlekammerskab, som farfar havde skaffet, læsset på rutebilen, og jeg tiltrådte pladsen. Det var en stor forandring fra de andre pladser, jeg havde haft. “En konfirmeret dreng” kan jo ikke stort mere end en ukonfirmeret, udover at han er et år ældre, måske er lidt stærkere, og forventes at have en indsigt i tingene, når han da har haft tidligere pladser. I dette tilfælde havde man været bedre hjulpet med en “yngre karl”, som jo så også skulle have en større løn. Men manden gjorde hele tiden opmærksom på min utilstrækkelighed, og fremhævede til sammenligning en tidligere medhjælper, han havde haft. Ikke særlig motiverende. Men hvad gør en dreng på 15 år ? Man måtte bide tænderne sammen og holde ud. Ikke noget med at komme af pladsen i utide – det mest skamfulde, man kunne tænke sig på den tid. Havde det været i dag, ville jeg have sagt: “vores gensidige forventninger er ikke sammenfaldende , så jeg foreslår, at jeg rejser. Så er jeg også fri for at se på dit sure fjæs.” – Men jeg måtte bide det i mig. Fra den tid har jeg haft en afsky for de medlemmer af Indre Mission som er af af typen : “gør som jeg siger, men ikke som jeg gør”. Disse hyklere, som behandler deres medmennesker som skidt, og evt. benytter en given lejlighed til at snyde i handel. Det er jo ikke uden grund, at man siger, at hvis handelsmanden sælger en ko i Jesu navn, så kan man roligt regne med, at den er trepattet. Jeg har selv ved en lejlighed overværet, hvordan gæsterne i et selskab på gården under stor latter prøvede at overgå hinanden med historier om, hvordan man havde opnået særlig gunstige priser i kreaturhandel.