Jeg tænker tit på min tid på Brejninggaard Efterskole. – Da jeg var 15 år, og nærmest havde besluttet, at det ikke var landmand, jeg skulle være, fik jeg lov til at bruge et halvt år til et ophold på efterskole. Tiden kunne så også bruges til at søge efter en læreplads. Erhvervsvejledning var ikke så almindelig, og det var svært at se alle de muligheder der må have været. Men der var også en begrænsning i at jeg absolut ikke ville gå mere i skole – syv år i en landsbyskole med den herskende pædagogik havde på ingen måde givet mig lyst til at læse videre. Jeg havde mere lyst til håndens arbejde, og smedefaget havde altid tiltrukket mig. – På Brejninggaard var dcr praktiske fag. Vi havde f. eks. madlavning. Her brugte vi dog en del af tiden på at skrive opskrifter ned i et hæfte, efter diktat. Det syntes jeg var spild af tid. Bogen var jo opfundet, og man kunne forestille sig et eksemplar af en passende kogebog til hver elev, med et lille udvalg af de opskrifter, som var passende for vinterens pensum. Så ville man i stedet kunne bruge mere tid til at undervise i metoder til at undgå klumper i sovsen, og andre elementære ting.
Træsløjd var et andet praktisk fag. Det lå ikke godt for mig, eller også var interessen ikke til stede. Vi begyndte alle sammen med at lave en simpel hylde , som ville kunne anvendes til krydderier eller lignende. Når det var klaret til lærernes tilfredshed, kunne vi gå i gang med mere avancerede projekter. Enkelte nåede at få lavet – jeg tror næsten et lille skrivebord, og en boghylde med et lille skab i siden var meget almindeligt. Der var også mulighed for at vælge andre opgaver. Som en del andre valgte jeg i stedet at lave en stol. Det bestod i, at man fik udleveret et samlesæt til en bedstefar-stol af bøgetræ, som var råt udskåret på en trævarefabrik. Øvelsen bestod så i at gøre stolen færdig. Der skulle fjernes lidt materiale hist og her, og det hele skulle pudses, hjørner rundes, og den slags. Så skulle det hele limes sammen, og derefter blev den sendt til Ringkøbing, hvor en maler havde til opgave at male den i de rigtige almuefarver, og med en lille dekoration og initialer på ryggen. Når stolen kom tilbage, skulle der flettes et sæde, før den var færdig. Det var jo ikke den store snedkerkunst, men tiden gik med det.
Inden man nåede til disse ”frie” opgaver skulle alle lave et skrin. Det skulle have et buet låg, hvor indersiden yderligere skulle udhules. Hjørnerne på skrinet skulle sinkes sammen. Det lykkedes mig også at få det bikset sammen efterhånden, men det var svært med de hjørner. Og pænt blev det ikke. Da skrinet så var færdigt, viste det sig at alle hjørner skulle dækkes med et vinkelbeslag af messing ! Så følte man sig lidt til nar. – På forsiden skulle der være 2 plader, ligeledes af messing, med årstal og et navn indgraveret. De fleste fik skrevet ”Mor” på pladen, således også jeg. I sidste øjeblik fik jeg det dog ændret til mine egne initialer. Mor ville uden tvivl være blevet glad for den, men så ville det elendige makværk stå fremme til evig tid og minde om hvor dårlig en håndværker jeg var.
Tiden på efterskolen var god, og jeg er mine forældre taknemmelig, fordi de fik den gode ide. Dengang var der ikke så meget forskel på efterskolerne, bortset fra nogle få, som var tilknyttet Indre Mission eller andre religiøse grupperinger. Langt de fleste var hvad man kan kalde Grundtvigsk-Koldsk orienterede, med almindelige skolefag, men med vægt på mange fortælletimer om litteratur, historie og samfundsoplysning, som ikke var blevet serveret i folkeskolen. Derudover almindelig gymnastik. Der var ikke “linier” som det senere blev indført, dog lagde nogle efterskoler stor vægt på gymnastik og idræt og brugte det i deres navne. Skolen løb fra 1. november til 30. marts, og var kun for drenge. Der var et sommerophold for piger.
Jeg brugte blandt andet en del tid på musik. Derhjemme havde jeg klimpret på klaveret til husbehov, men jeg kom hurtigt til at kende nogle kammerater, som havde harmonika med. Det syntes jeg var meget interessant, og nogle var så venlige at låne mig deres instrumenter når de ikke selv skulle bruge dem. Jeg fik også lejlighed til at spille 2-radet diatonisk harmonika, hvilket er mere sjældent set i dag. Vi var også nogle stykker, som spillede sammen en gang imellem, blandt andet til den store fastelavnsfest, hvor også en del gamle elever deltog.