Efter at jeg tidligere har fortalt om julen, vil jeg nu fortælle lidt om nytåret i Hoven Præstegaard da jeg var barn. – Efter at spændingen omkring juleaften med gaver og godter var udløst, og nogle mere afslappede juledage, hvor man havde nydt livet, sovet længe, leget med sine ting, læst i sine bøger og lignende, var vi igen spændte. Men nu på en anden måde. Mor havde igen tilberedt en festmiddag. Menuen var gerne Hamburgerryg, evt medbragt fra Ringkøbing, hvor min onkel og tante, der tit var gæster, havde slagterforretning. Til dessert citron- eller appelsinfromage eller måske henkogte pærer med flødeskum.
Når der var spist og vasket op, blev juletræet tændt igen, lige som det havde været flere gange i julen. Hos os stod juletræet altid til efter helligtrekongersdag. Efter at der var sunget, fik vi æbleskiver, der var nødder og marcipan, og far kunne læse en historie. Vi trak også knallerter fra juletræet, der kunne være en sjov hat indeni. Og en seddel med et visdomsord eller en gåde. (jeg har hørt om en som engang fandt en seddel hvor der stod: Hjælp – jeg bliver holdt indespærret i en kinesisk knallertfabrik! Det kunne også være at vi spillede et spil – der var normalt ikke meget spil i huset, men i julen og nytåret spillede vi altid MUS med pebernødder, hvor man skiftes til at vende sig om, hvorefter de andre ved bordet udnævner en bestemt pebernød til at være MUS. Når man vender tilbage gælder det så om at rage så mange pebernødder til sig som muligt, en ad gangen, indtil man rammer musen, og alle råber MUS. Derefter går man videre til næste deltager indtil hele puljen er tom. Måske mor kunne overtales til at lægge en ny pulje på bordet. – – Men spændingen – – – Der skete altid noget nytårsaften. Det var skik at flytte rundt med alle løse genstande, havelåger, afbrugte juletræer og den slags ting. Landmændenes redskaber og vogne blev flyttet rundt. Men det var nok især for at ”glæde” præstefamilien, at meget af det havnede i vores have. Så det var spændende at vågne op om morgenen, og se, hvad natten havde bragt. Der blev udfoldet store anstrengelser. Det kunne være hesteriver, plove, radrensere, såmaskiner, harver, gerne en eller somme tider flere stivvogne.
En af vognene var i et tilfælde monteret med lokumsspand og bræt. Der var også altid mindst een trillebør (mogstøwt). Den var let at transportere for gerningsmanden, og det ville være til stor gene for bonden næste dag. når den er forsvundet. – Et af de første år klagede min mor om morgenen over at hun ikke havde fået sovet. Hver gang hun faldt i søvn, blev der kørt med en mogstøwt op og ned ad terrassetrappen lige under vinduet til soveværelset på loftet. Det har larmet slemt med de jernbeslåede hjul. Jeg havde ikke hørt noget, men om morgenen stod der 11 mogstøwter oprejst bag hinanden lænet op ad indgangsdøren. Det har været et komplot, da der ikke har været så mange til rådighed i den nærmeste omegn. Et storartet initiativ. Præstefamilien tog det roligt, og ventede spændt for at se, hvem der hentede artefakterne.
Denne støwt er en rekonstruktion fra Nymindegab Museum. Den er rigtig nok i udførelsen, bortset fra at hjulet som regel var massivt, og kassen gerne var forstærket med båndjern på for- og bagkant. Jeg har selv brugt den slags, da jeg var på landet som medhjælper.
I præstegaarden sørgede man for at løse genstande var låst ind. Og flagsnoren blev altid hejst op til kvistvinduet, da det ellers ville friste nogen til at hejse ting og sager op i flagstangen. Men der var nu ellers ikke så meget at rende med. Derimod kom der af og til unge, der fyrede kinesere af, eller larmede på anden vis. En overgang var det moderne at gnide på vinduerne med en prop, det gav en skrigende lyd. Man skulle så helst gnide ude ved kanten, ellers kunne ruden gå i stykker. Det glemte en af nabopigerne engang. Ruden knustes, og pigen var meget ulykkelig og brødebetynget. Det hjalp dog på humøret, da hun fik lov til at smage på vores æbleskiver. Hun havde jo ikke gjort det med vilje.
Da vi blev en lille smule ældre, fik vi skrabet penge sammen til at købe lidt skyts, for eksempel de røde fra Kolding. Det var også her at man kunne gøre sine første erfaringer med cigaretter – de var jo gode til at tænde krudtet med. Min mor havde en sjov tingest stående. Det må have været en foræring, lidt i stil med det, som man nu kalder hadegaver, for hun røg ikke. Det var en fugl på en kasse. Når man trykkede på et håndtag dykkede fuglen ned i kassen, og kom op med en cigaret i næbbet. Det var svært at holde regnskab med, hvor mange cigaretter der var i kassen, men fuglen leverede villigt, når man skulle prøve en smøg.
Mine forældre fandt aldrig ud af – (eller også lod de som ingenting – dog næppe sandsynligt) – at min bror og jeg, da vi selv syntes at vi var gamle nok, låste os ud af hoveddøren. når huset var faldet til ro, for at deltage lidt i festlighederne rundt omkring, og ønske godt nytår. Man var altid velkommen til at besøge selskaberne for en stund. Så skød man lidt af det indkøbte krudt af, deltog i den almindelige munterhed, og fik lidt at drikke. En gang hos Niels Oluf skulle de lige til at tage en runde, da vi kom, og Niels Oluf tog hul på en ny flaske snaps, og gik selv rundt og skænkede. Da alle havde fået blev der sagt skål, og så skulle vi drikke. Det var sjovt at se de forskellige ansigter, da vi opdagede, at det var rent vand vi havde fået.
Efter nytår var det skik, at de ældre i sognet blev indbudt til en eftermiddag i præstegaarden. Der var stadig småkager fra julebagningen, og med boller og kringle og æblekage blev det godt. Bagefter blev juletræet tændt, der blev også sunget og far læste en historie. – Det skete at nogle af gæsterne havde et stykke chokolade med til børnene, hvortil min moder altid sagde ”det er da alt for galt” –
Det syntes vi nu ikke.
Juletræet stod altid til helligtrekongersdag, og så var julen forbi.