Historien om ”SKINFAXE” eller – da jeg bIev hesteejer.
I begyndelsen af 1960-erne overtog min fætter Lars Kruse og hans kone Anne Kruse gården Nøragergaard ved Ørum Sønderlyng. Gården, som ligger naturskønt blev hurtigt et gæstfrit samlingssted for familie og venner. Lars Kruses søster Birgit Kruse Giftede sig i 1965 med Fritz Haug, som var nordmand. De havde begge hyre på rederiet Lauritzens skibe, og sejlede på den tid på Island. Fritz var meget interesseret i heste, og i foråret 1966, da vi mødtes på gården, kom ideen: om vi ikke skulle være hesteejere, og oprette et stutteri for islandske heste. Jeg havde arbejdet på Grønland, og havde lidt penge, Fritz og Birgit var heller ikke uden midler, og Lars havde en eng på 20 tønder land, som lå smukt ud mod Nørreådalen. Her kunne hestene være. Lars skulle lægge engen til, og holde lidt opsyn med hestene, og vi to andre skulle betale omkostningerne: heste, transport fra Island og hegn med mere. Vi ville danne et interessentskab, med det hovedformål at avle renracede islandske føl, som skulle sælges. Navnet på foretagendet skulle være ”Skinfaxe”. I vores ungdommelige vovemod ville begejstringen ingen ende tage.
Projektet lå og rumlede hen over sommeren. Fritz og Birgit rejste stadig til Island, hvor de jævnligt besøgte vores farbror, som havde boet på Island siden 1939. Han satte dem i forbindelse med hestefolk der.
I løbet af efteråret 1966 faldt tingene på plads. De forskellige formaliteter blev ordnet, hegn blev sat i stand, og der blev indkøbt 2 brugte lukkede vognkasser fra jernbanevogne, som blev sat i den øverste del af engen. Den ene til oplag for ekstra hø, den anden til hestene at gå ind i, hvis de havde lyst.
Med det sidste skib før vintersæsonen, hvor der ikke sejles med heste eller andre dyr, ankom de 10 heste til Asiatisk Plads. Vognmanden fra Jylland var klar, og efter dyrlægekontrol blev hestene straks fragtet til deres nye hjem.
Kort tid efter tiltrådte jeg en stilling i Thule, Grønland og Fritz (og Birgit) sejlede. Men det var jo nødvendigt med en hingst for at formålet kunne opfyldes. Derfor blev der truffet aftale om køb af halvpart i en god hingst, Styggur fra Alfholar. Den skulle vi have i sameje med Civilingeniør Gunnar Jonsson.
Nu skulle man så tro at alt var godt. Men da jeg kom hjem fra Grønland for good ved årsskiftet 1968 -69, så det ikke helt sådan ud. Der havde været uheld. En af hopperne var død, den var gået ud et blødt sted, hvor den ikke kunne komme op ved egen hjælp.
Fritz var heller ikke tilfreds med det hele, og der var uenighed om indsatsen med hensyn til tilridning og tæmning. Der blev gjort et forsøg på at få levet en overenskomst, som alle kunne være enige om. Dette skulle selvfølgelig have været gjort før vi startede projektet, og det lykkedes da heller ikke at nå til enighed nu. På et tidspunkt truede Fritz med at hente nogle heste hjem til sig. Vi andre foreholdt ham, at hvis dette skete, ville vi opfatte dette som selvtægt, og forbeholde os ethvert skridt, der tjente vores interesser.
Alle indså nu, at vi måtte prøve at få interessentskabet ophævet. På den måde kunne hver især stå frit til at fortsætte med sin del som man ønskede det, eller sælge sin part. Da vi var 2 parter, Lars og jeg imod Fritz, var der flere forskellige advokater involveret. Det endte med en mægling i skifteretten i Viborg. Fritz havde i mellemtiden gjort alvor af truslen, og hentet2 føl, , men nu var vi jo i gang med retsskridt.
Der var nu gået et år, og det var blevet februar 1970. I skifteretten i Viborg blev vi enige om vilkårene for Fritz` udtræden og fordelingen af heste, herunder de 2 føl, som han allerede havde hentet.
Vi andre behøvede ikke mægling, men delte i god ro og orden, og nu stod jeg så med en flok heste, som jeg tog med hjem til Vestjylland. Da jeg ikke selv har jord, kom de i pleje hos interesserede landmænd, og blev efterhånden solgt. Og jeg var blevet rig – om ikke på andet, så på erfaring.
Hestene hejses i land fra skibet.
På vej ud af boksen – det er Lars til højre.
Endelig kan hestene nyde friheden efter rejsen i en trang boks.
Efterskrift:
Ovenstående beretning er skrevet på opfordring af Kim Clausen, Museumsdirektør ved Ringkøbing-Skjern Museum. Sammen med sin hustru har han en flok islandske heste. Artiklen skulle bruges i en jubilæumsbog for Dansk Islandshesteforening, som havde 50 års jubilæum i 2018. – Artiklen blev optaget, og jeg blev også af redaktøren af bogen opfordret til at fortælle om, hvad er siden skete for hovedpersonerne i Skinfaxe. Dette sidste kom dog ikke med i bogen – men kan ses her.
Fritz Haug flyttede til Sjælland og begyndte sin egen import af islænderheste, som efterhånden blev ret omfattende. Han kastede sig også over travsport og travheste, en interesse han også tidligere havde haft. Sammen med Elisabeth (Beth) Perhner havde han domicil på Æblegaarden, senere på Endrupgaard, ved Fredensborg. I 1978 chartrede de et fly, og tog alle dyr inkl. travheste, islændere samt børn og grej med til Californien, hans drømmeland, og etablerede sig der.
Anne og Lars Kruse erhvervede en ejendom på Sydfyn med mark, frugtplantage, skov og strand, hvor de i mange år drev et socialpædagogisk opholdssted for unge med problemer af forskellig karakter. De medbragte islændere fik føl, og hestene var til stor glæde for både beboere og gæster. Dyreholdet blev suppleret med duer, geder, hund og kat.
Jørgen Bøgebjerg beskæftigede sig ikke mere med heste efter at han havde solgt sin part. Han havde travlt med at drive forretning som smed og VVS installatør i en del år, hvorefter han blev lønmodtager i smedebranchen. I fritiden har han blandt andet beskæftiget sig med amatørteater og folkemusik, ligesom museumsvæsen har hans store interesse, både som frivillig og på organisatorisk plan. Han har været med i styrelsen for Skjern-Egvad Museum, senere efter fusion Ringkøbing-Skjern Museum, samt i bestyrelsen i Skjern-Egvad Museumsforening i mange år.