Det hører med til disse musiksider, at fortælle, at jeg synger i kor. Da Skjern Operaens anden forestilling var udspillet i 1996 var vi en del, der gerne ville fortsætte med at mødes og synge. Det blev begyndelsen på et operakor, som skulle synge sange fra forskellige operaer, under ledelse af Morten Kold, som også stod for koret i Skjern Operaen. Vi var dog ikke nok til det kunne være et rimeligt projekt, derfor mødtes vi kun få gange, før det var slut. Samtidig oprettede musikskolelederen i Tarm et rytmisk kor, så vi, der ikke kunne undvære at synge, meldte os ind der, sammen med andre. Dette kor synger endnu, og har gennem tiden haft forskellige ledere. Den første leder hed Sten, og efter ham har koret sit navn, som vi stadig bruger, nemlig “Stok og Sten” Stok betyder selvfølgelig Skjern-Tarm og Omegns Kor.
Jeg har nu været med i dette kor i over 20 år, og haft mange gode timer. Her i 2018 må jeg dog modstræbende erkende, at min hørelse ikke længere er god nok til at jeg føler mig sikker, når vi synger flerstemmigt, hvad jeg ellers elsker. Jeg har derfor orlov fra koret på ubestemt tid, da udmeldelse ikke accepteres.