Mange børn nutildags bliver udsat for oplevelser og begivenheder, som var utænkelige, da jeg var lille for over 70 år siden. Om de så senere i livet husker det hele er vel næppe sandsynligt. men noget må der vel hænge ved.
Den første erindring, jeg har er fra 3 års alderen, d.v.s.kort efter at vi var flyttet til Hoven. Jeg sad på min mors arm, og rakte ud og trak en ældre dame i håret, som var fint og næsten hvidt. Det var ikke velset. Damen var Hulda Østergård, enke efter lærer og forstander på det tidligere seminarium, Kr. Østergård. Hun har formentlig været på søndagsbesøg. – jeg blev sendt op på soveværelset, som dengang var på loftet, for at skamme mig.
Under denne proces tog jeg et stykke sæbe, som lå på håndvasken. det var grønt, og lige til at bide i. Det gjorde jeg så, men det smagte ikke godt. Jeg har formentlig grædt, og min mor kom så og ”befriede” mig igen. De episoder jeg skriver om her, kan jeg virkelig huske, det er ikke fordi de er blevet mig fortalt. Grunden til at jeg ved at damen var Hulda Østergård, er naturligvis at jeg husker hende så tydeligt, og at jeg så hende flere gange senere.
Min bror Søren blev født 20 oktober 1944. I den anledning havde vi en dame fra byen, frk. Bundgård, benævnt sygeplejerske, til at føre hus. En søndag havde hun lavet en ret med peberrodssovs. Hun har åbenbart været uvant med børn, og var ikke opmærksom på at det var alt for stærkt for mig. Så jeg spruttede hurtigst muligt den første mundfuld ud.
Fra krigens tid husker jeg flere ting. Det har formentlig været hen mod slutningen. Tyskerne brugte vores store have som øvelsesområde. De lå bag ved hækkene på hver sin side af indkørslen og fingerede at de skød på hinanden. Jeg kan huske, at jeg syntes det så dumt ud. En anden gang stod de bag ved muren for enden af gårdspladsen, og sigtede tværs over åen og engen, over på landevejen. Det var nok også en øvelse. I 1944 blev der gravet skyttehuller med kort mellemrum langs med landevejen. Eet af dem lå i kanten af vores have, og det næste på samme side af vejen, på den anden side af broen. – En formiddag kom en af soldaterne fra graveholdet op til huset. Jeg blev meget bange, og søgte ud i fadeburet, som lå hvor der senere blev lavet badeværelse. Men min mor gik ud for at høre hvad han ville. Hun kom heldigvis tilbage, og det viste sig, at manden kun ville have ild til sin pibe. Det næste jeg husker er fra den 5. maj 1945. Jeg var jo kun 4 år, men jeg husker det tydeligt. Jeg var nok lagt i seng, da frihedsbudskabet kom om aftenen den 4. maj.
Men næste morgen ! Min mor havde dækket et pænt morgenbord, men far var der ikke, hvilket var meget usædvanligt. Men flaget i haven var hejst. Mens vi spiste morgenmad, lagde jeg mærke til at min mor græd. Jeg havde dog en tydelig fornemmelse af, at hun ikke græd, fordi hun var ked af noget. Så måtte det jo være det modsatte, og jeg har ganske givet fået en forklaring, men den kan jeg ikke huske. Senere fik jeg at vide, at far var noget, der hed frihedskæmper og jeg så hans armbind i rødt, hvidt og blåt. – De store drenge i byen gik og sang ”En vinter lang og mørk og hård- i fem forbandede år” – Jeg syntes næsten at det var at bande, og det måtte man jo ikke, men spændende var det. De har nok leget at de var frihedskæmpere.
Senere husker jeg Englændernes ”indtog” i lange rækker af biler, mest jeeps. Da de kom til præstegaarden standsede hele kortegen, og den kommanderende officer steg ud og havde en samtale med min far. Måske kørte han også et stykke videre med dem.
Under besættelsen og i tiden der fulgte, var der mangel på mange varer, og derfor indført rationering på x x x x mærker rationeringens ophør