Fortale til SAGAN UM PRESTESKARÐ
Efter brev til min far Andreas Bøgebjerg, fra Sveinn Sveinsson, Selfoss.
Oversættelser : Andreas Bøgebjerg.
I sommeren 1950 kom jeg sammen med mine forældre første gang til Selfoss, og lærte meget snart Sveinn og Klara at kende. Efter min hjemkomst til Hoven skrev Sveinn d. 20. oktober et langt brev til mig; det er siden blevet fulgt af mange flere. Som indledning til denne beretning er det naturligt at gengive et afsnit af det omtalte brev :
– – – Ja, min kære ven, jeg kan ikke komme fra at tænke på en ejendommelig og bemærkelsesværdig beretning, som blev givet mig i sommer nogen tid efter at du var rejst hjem.
Du husker Herman Lundholm i Hveragerði, han som vi rejste sammen med i sommer i Grimsnes, da vi kom til þorisstaðir og så den gamle bondegård.
Sammen med ham og flere andre folk fra Hveragerði tog jeg i sommer ud til Hekla, og ventede der, mens selskabet besteg fjeldet. Selskabet tog af sted kl. 10 om formiddagen, og kom tilbage efter kl. 12 om natten.
Mens jeg ventede der, talte jeg med bonden på den gård, der ligger nærmest ved Hekla, Hólar. Han hedder Haraldur Runólfsson, og han fortalte mig en usædvanlig og højst bemærkelsesværdig beretning, som jeg hermed sender dig. Denne beretning, ved jeg med vished , er i alle henseender sandfærdig, og jeg anser den for at være så betydningfuld, at den har noget at sige til alle tænkende mennesker.
Lavastrømme ved Hekla.
Og nu til selve beretningen.
Den gaard, de ligger nærmest ved ildfjeldet Hekla, er Næverholt. Sådan noget som 600 meter nordvest for den er der en anden gaard, som hedder Hólar
Det må have været i den sidste del af Juli måned 1947, at bonden i Hólar, Haraldur Runólfsson, opholdt sig på kirkestedet Skarð á Landi. Han var der i anledning af begravelsen af en gammel kone fra Næverholt.
Netop i disse dage løb den største lavastrøm fra Hekla mod nordvest ned over fjeldet, og denne strøm delte sig om et lille fjeld, der hedder Melfjeld. Fra Hólar til Melfjeld er der omtrent 3. Km. Lavaen løb derhen imod med en fart af henved 1100 meter i døgnet, ved begge sider af Melfjeld; men strømmen nord og syd for fjeldet havde endnu ikke nået at forenes vest for det, og nu var der en under 50 meter bred åbning mellem dem. Lavaen havde retning mod gaarden i Hólar, og man regnede med at der var stor fare for, at lavaen på een gang kunne løbe hen over jorderne og ødelægge dem, og på samme tid også begrave gaarden og alt der under sig.
Da Haraldur og hans kone efter begravelsen var i begreb med at tage hjem,, kom præsten, Sèra Ragnar Ófeigsson i Fellsmula, hen imod dem og råbte til Haraldur, som han stod der ved sin hest, rede til at stige op: “hør du, Haraldur min! Jeg kan ikke lade dig tage afsted uden at få hilst på dig. Og hør nu, min ven: kunne jeg ikke gøre dig en tjeneste ved at komme østpå ud til dig, og standse lavaen?”
“Du kan nu ganske vist ikke hævde at noget som helst andet ville være mere påkrævet at gøre” svarede Haraldur, “Men desværre må jeg holde for, at du mangler magt til dette.”
“Ja, det mener nu også jeg, gode ven, at jeg ikke er lige så magtfuld som min gamle kaldsbroder Jón Steingrìmsson, , men det er nu alligevel min hensigt, at besøge dig, og gøre hvad jeg kan.”
“Ja, gør du da det, kære Ragnar” svarede Haraldur, “men jeg holder nu for, at det kommer til at falde dig svært”.
Derefter tog præsten, sammen med dem der var i følge med ham, vejen fra Holar ind til Melfjeld.
Da de kom derhen, løb der en stor lavastrøm til begge sider om fjeldet, men der var dog stadig en åbning mellem lavastrømmene – alligevel kunne man ikke se andet, end at den kunne blive lukket når som helst, og fjeldet derefter blive fuldstændig omflydt af glødende lava.
“Nu er det min hensigt at gå op på fjeldet”, sagde så Ragnar, til dem der var fulgtes med ham.
“Og I skal ikke gør Jer tanker om mig, selv om jeg bliver noget længe borte.”.
Nu blev alt, hvad muligt var, forsøgt for at få præsten til at afstå fra denne yderst vovelige fjeldvandring, men det var altsammen forgæves. Præsten gik afsted, i største rolighed ind mellem lavafladerne, op på fjeldet, indtil han forsvandt af syne for sit følge.
Så gik der to timer. Folk stod og ventede, men der kom ingen præst; og ingen turde gå op på fjeldet efter ham. – Endelig kom han dog.
Men. – Nu var der sket et storslået under: lavaens strømmen var fuldstændig standset, og åbningen mellem lavastrømmene er der den dag i dag. Den er 40 meter bred, og hedder Prèsteskarð, Præsteskåret.
Sveinn Sveinnsson.
Man kan velsagtens trættes længe om, hvilken kraft, det er, der har været i virksomhed, men det er uden mening at sige, at dette ikke har fundet sted.
ABA