Mine forældre og jeg flyttede til Hoven i 1943, hvor jeg var 2 år. Her er nogle billeder, der viser præstegaarden og omgivelserne.
Det første billede er fra sommeren 1943. Det er mig der kører trillebøren. Dette billede, ligesom de 2 næste, er akvareller, malet af Marie Sørensen, min moster.
Kirken, som den så ud i 1955, da jeg blev konfirmeret. Til højre i billedet ses lågen ind til præstegaarden. Den røde bygning er “den lille skole”, hvor de små klasser gik. Til venstre i billedet et glimt af den gule hovedskole.
Her er et efterårsbillede af udsigten fra den store kvist på præstegaarden, hvor man kunne vågne om morgenen til bruset fra stemmeværket på den anden side af vejen. Til venstre i billedet et hjørne af skolens cykelskur (ved siden af den lille skole), og vognmandens garage.
Tidligere var Hoven sogn et anneks til Sønder Omme sogn. I 1907 blev der bygget en præstegård, som blev taget i brug i 1908, da Hoven blev et selvstændigt sogn og fik sin egen præst, A. P. F. Blinkenberg. Han fik en festlig modtagelse.
Et tidligt billede af præstegården. Vindrosen i baggrunden er savmøllen, som stod oppe i byen ved tømmerpladsen.
Billedet er fra 1909. Præstegaarden set fra et punkt ca. hvor fodercentralen til det nuværende dambrug er placeret.
Jeg ved, at der på et tidspunkt har stået en mølle i præstegårdens have. Jeg forestiller mig, at den har været brugt til at hente vand fra åen til havevanding, og måske til det springvandsbassin, som jeg kan huske fra fyrrerne. På det tidspunkt var møllen dog væk, og bassinet havde ændret funktion til at være sandkasse.
Præstegården set fra slusen henover “baghullet” , som det blev kaldt.
Nær ved Præstegården ligger Møllegården, hvor der før i tiden drevet mølle med vandkraft. I min barndom stod der en dieselgenerator i den hvide længe ved søen, længst ud mod vejen. Her blev der fremstillet elektricitet, (jævnstrøm), indtil nettet fra Karlsgaardeværket var tilstrækkelig udbygget, og der kom transformatortårne overalt, også i Hoven. Anlægget var slukket om natten, og hver morgen kunne vi vågne til motorens karakteristiske lyd. Mod billedet overkant løber Tarm landevej,. som her er asfalteret. Til højre ses den karakteristiske lille villa, hvor Fru Asta Christensen boede. Den er desværre revet ned for nylig . Jeg ville ellers mene, at den var yderst bevaringsværdig. Fru Asta Christensen (sådan blev hun kaldt, uden malice) var gift med en søn af J.C. Christensen, bl. a. tidligere statsminister, født i Påbøl ikke langt herfra. – – Gennem Møllegaarden gik den gamle landevej til Ølgod, som her er en grusvej.
I 50-erne blev der lavet en mere moderne vej og et vejkryds oven for de små huse og plantagen. det fjerde ben i krydset gik mod Sdr. Felding og Herning.
Der står “set fra kvindeskolen” – Det er nu nærmere fra præstegårdshaven – før præstegaarden blev bygget. Tarm landevej fandtes heller ikke. Billedet er motiv på det malede tæppe, der blev rullet op og ned ved min barndoms dilletantforestillinger på hotelælet.