Første gang, en kreds af mennesker fra Lyne var gæster en aften på Lønne Højskole, skildrede jeg min glæde over at tage højskolens skiftende deltagere med til Lyne.
Jeg spurgte Lyne-folkene, om de kendte ham, der ejede det stykke jord, der ligger ud til Knudevej og hovedvejen. For det stykke jord har jeg vist frem til mange hundreder efterhånden.
– Det er min jord, sagde en mand i salen. Vil du købe den?
Det blev hverken til handel eller lidkøb. Men jeg var da glad for, at ejeren kunne godtage højskolens besøg på jordstykket, selvom vi holder os ude, når der er kvier eller stude.
Når det stykke er så vigtigt, skyldes det en opdagelse, som forfatteren og højskolemanden Mads Lidegaard har gjort.
Mads Lidegaard er vejhistoriker – ikke af uddannelse, men af lyst, og det gør nu en vældig forskel. Mads Lidegaard har skrevet syv bøger om Hærvejen i Østjylland og gjort mange nye opdagelser på sine ture derovre. Hvor vi før oftest havde det syn, at Hærvejen var een vej, eet eller nogle få spor ved siden ad hinanden, så vi ved nu fra Mads Lidegaard, at den er et forgrenet net af veje, der er tusinder år gamle.
For os i det vestjyske har det dog endnu mer værd, at han så at sige har givet os en ny vej, omend også den har årtusinder på bagen. Sogn for sogn har vestjyder vidst, at der gik gamle veje i sognet. Og forfatteren Salomon Frifelt gjorde det tydeligt og
nærværende for os.
Mads Lidegaards fortjeneste er, at han har fået de mange vestjyske vejstumper til at hænge sammen. Han har påvist den gamle vejs sandsynlige løb gennem årtusinder, ikke bare sogneveje, men et helt vej-system som det østjyske.
Han har også givet den vestjyske oldtidsvej navn – Ravvejen. Det er der ikke noget sært i. Hærvejen hed heller ikke Hærvejen, før Hugo Mathiesen valgte det ord som fællesnavn for hele vejstykket.
Mads Lidegaard påviser, hvordan vejen i Vestjylland er lige så gammel, lige så bred og lige så brugt som Hærvejen i Østjylland. I forvejen vidste vi, at de ældst påviselige spor ligger i Lynes omegn, nær Strellev ved tingstedet, som en landmand prisværdigt af egen drift værnede for eftertiden, og som efterfølgerne på gården passer så godt på. Her går vejsporene ind under en bronzealderhøj, så sporene er nok omkring 4000 år gamle.
Af alle steder på den vestjyske oldtidsvej er spor-fundene ved Lyne de vigtigste. Mads Lidegaard har sagt til mig, at sporene ved Lyne for pædagogisk vejhistorie er det væsentligste sted. For den kundskab, vi skal give videre til nye slægter, er der ikke bedre sted end jordstykket ved Knudevej. Her ligger nemlig den nye hovedvej, den 3-400 gamle kongevej og oldtidssporene side om side. Tilmed har Lyne-marken det største antal spor, vi har fundet ved siden af hinanden i Danmark.
Mads Lidegaards egne ord om Lyne i bogen om Ravvejen lyder sådan:
“I et åbent område lige syd for 40 km-stenen ligger alle tre systemer tydeligt fremme og udgør et stykke anskuelig vejhistorie, som burde fredes: 35 kringlede hjulspor ned ad bakkehældet, side om side, i engdalen den 6 m brede vejdæmning med grøfter på siderne, nu helt i græs, og længst mod vest den moderne hovedvej med dens myldrende trafik. Køerne har foreløbig eneret på de to første.”
I våbenhuset i Lyne kirke står en lille skålsten, tydeligt kløvet, formentlig ud af en større. Den blev fundet for nogle år siden – under selve alteret, da kirken blev restaureret. Man må spørge sig selv: Hvad skulle denne hedenske sten under alteret – og hvordan er den kommet der? Der er nok to forklaringer – som begge kan være lige gode.
Det kan være, at en trofast hedning i forbindelse med kirkebyggeriet har fået smuglet den gamle helligsten ind under den nye, så man knælende for alteret samtidig dyrkede den gamle sten. Men denne løsning måtte altså forudsætte et snyderi af en slags.
Den anden mulighed er, at man har været bange for stenen – man holdt jo ikke op med at tro på de hedenske magters kraft, selvom man blev kristne. Derfor har man kløvet skålstenen og anbragt stumperne i kirken, noget måske i muren, andet i diget (hvor man tit finder sådant), og det stærkeste stykke måske under selve højalteret, hvor den nye helligkraft var stærkest og kunne ventes at være i stand til at holde de gamle troldkræfter i ave. Tanken må i alle tilfælde have været, at man havde bedst styr på hedenskaben, hvis den var under direkte kontrol af den stærkere helligkraft, som fandtes i og omkring kirken.”
Mads Lidegaard udsender snart en bog, der handler om Danmarks gamle helligsten, og måske har han så endnu flere tanker om stenen i Lyne. Og mens jeg glæder mig til den bog, må jeg nøjes med mine egne tanker om Lyne, vejsporene og stenen.
Det vældige antal vejspor kan sige os to ting. Der har været stor færdsel gennem Lyne, og der har – som egnens folk jo ved – været et vådområde, som den gamle vej skulle igennem. Når de gamle kørte et vejspor i smadder, når sporet var mere mudder end vej, så lavede de et nyt spor ved siden af. Og sådan blev de ved. Men der skal stor trafik til for at nå op på Lynes Danmarks-rekord, 35 vejspor.
Områdets vigtighed røbes måske også i de høje, der er værnet. Maw Hyw, siger man jo stadig på egnen. Og fra gammel tid ved vi, at Maw er en konge. Højen hedder da også Kong Maws høj, og der er tilmed også en Dronninghøj. Det er jo som i Jelling – en kongehøj og en dronningehøj!
Jeg tror, at Lynes konge- og dronningehøje er ældre end Jellings. Lyne har været et af småkonge-dømmerne, før Harald Blåtand samlede riget. Eller Lyne har været midtpunktet i et sådant vestjysk kongedømme.
Lige da Søren Nielsen ringede og bad mig til skrive til sognebladet, var jeg ved at læse Skotlands gamle myter fra keltisk tid, fordi Lønne Højskole skal have folk med på tur til Skotland i sommer.
Søren Nielsens opringning blev næsten et vink, for hos skotterne har man også en, der hedder Maw. Hun er gudinde, ligesom vi selv har haft levende gudinder, der blev kørt rundt i landskabet i vogne som dem fra Dejbjerg. Både romerne i det første århundrede og den islandske saga fortæller, at sådan gjorde danskerne.
Jeg kan ikke påvise en sammenhæng, men tror, at den nemt kan være der. Vi har jo det samme keltiske islæt som skotterne fra jernalderens midte. En dag håber jeg på at finde et slægtskab mellem Lynes kongeslægt og den skotske gudinde.
At vi har haft tråd til Skotland og England længe før vikingetiden i slutningen af 700-tallet er i dag åbenbart. Vi har fundet langt over 10.000 gravurner med vestjyske ornamenter i England fra før vikingetid, og vi ved fra englændernes og danskernes tidligste historie, at danskerne – anglerne og jyderne – gik i land i det nuværende England og Skotland allerede fra slutningen af 300-årene. Og nu ved vi også, at vi havde skibe til det, længe før vikingetid.
Ved genlæsningen af Mads Lidegaards ord om skålstenen i Lyne kommer jeg også til at tænke på, at præsten Høgsbro Østergaard havde den opfattelse, at nogle af de skålstene, vi fandt ved vore kirker, var gammel keltisk-kristent kirke-udstyr, alterlamper, som man brændte tran i.
Høgsbro Østergaard mente, at denne keltiske kristendom fra Skotland, var kommet til Danmark, længe før Ansgar bragte sin romersk-katolske udgave af samme tro.
Mit indfald er, at en gammel færdsel over Vesterhavet mellem Skotland og Danmark fortsætter fra hedensk tid ind i den kristne. Lønne og Lyne ligger jo på højde med Edinburgh, ikke Edinburgh-aftalen, men den skotske hovedstad. Den gamle færdsel kan have ført til en udveksling, der muliggør en skotsk gudinde med navnet Maw og en konge i Lyne med samme navn. De kan have haft samme tro. Og religionens gamle vej over havet er så fortsat af dem, der i Skotland blev kristne før danskerne, og som har bragt – eller hjembragt – en keltisk-kristen alterlampe til Lyne.
Den romersk-katolske kirke har ikke villet tåle udstyret fra den kristendom, der allerede var i Danmark, da Ansgar kom. Den har smadret alterlampen eller skålstenen. Men folk i Lyne – og andre steder – har været trofaste mod den første kristendom og ikke bare smidt stumperne ud.
Lyne har en hemmelighed. Den er velværnet. Ingen passer bedre på gamle vejspor end stude og kvier. Tværtimod holder de ved græsning det gamle ved lige.
Men en dag vil ejeren af jordstykket glæde sig over, at jeg ikke slog til den aften på Lønne Højskole, da han ville sælge jorden. Der kan blive Danmarks fineste vejhistoriske museum i Lyne på den stump jord – og til Mads Lidegaards ære. Og studene eller kvierne kan blive gående.
© Poul Erik Søe Sognebladet i Lyne april 1993
Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.